Projektmediation – også kaldet projektintegreret mediation (PRIME) – er en hurtig og direkte måde at løse uoverensstemmelser og konflikter i projektsamarbejder. Formålet er at understøtte gennemførelsen af fælles projekter ved løbende at identificere og løse problemer inden de bliver til større tvister f.eks. om kvalitet, arbejdsomfang, prisfastsættelse eller forsinkelse. Med projektmediation får de involverede parter et praktisk værktøj til at optimere samarbejdet, der dels etablerer et kommunikationsforum med henblik på at undgå misforståelser og tvister mellem parterne, dels lægger rammerne for, hvordan man løbende og konkret håndterer de uoverensstemmelser, der ofte opstår i komplekse projekter med flere aktører. Projektmediation kan med fordel bruges til næsten alle typer projektsamarbejde, navnlig:
• Offentlig-private samarbejde
• Længerevarende kontrakter
• Teknisk komplekse kontrakter
• Kontrakter med mange parter